Tag: A Million Stories

Yousef is born in 1987 and came to Denmark from Damascus, Syria.
My life before the war was very good. I only studied at elementary school. I am sheza (religion), som they asked me to do military service. All sheza was sent to that. I served at the presidential palace. I worked as a chauffeur. Continue reading “I would like to know why they want to separate me from my family?”

Dublin Core: Language: en Subject: a million stories, denmark, syria, damascus, refugee,

Jeg hedder Taghrid Ismail. Jeg er født i Damaskus i 1972, er gift og er mor til 5 børn. Jeg har taget en pædagogisk eksamen fra Universitetet i Damaskus. Jeg begyndte at arbejde i år 2000, i mit hjemland. Jeg blev gift i 1999.

Jeg var glad i mit hjemland, fordi jeg havde et hjem, arbejde og familie tæt på. De hjalp mig altid. Men i år 2011 startede krigen. Ikke i Damaskus, i en anden by, men vi var bekymrede. I 2012 begyndte folk at demonstrere imod regimet. Så kom bomberne. Alligevel ville jeg ikke flygte. Jeg tænkte: måske bliver det bedre. Jeg havde ingen steder at flygte hen, fordi hele min familie boede i samme by som os. Der kom jo ikke bomber hver dag. Vi ville vente.
Men den 16. december 2012, havde jeg lavet morgenmad til min familie. Bagefter, da jeg stod og vaskede op, kom der pludselig en flyvemaskine og kastede bomber. Store bomber, helt tæt på mig. Glasset i huset smadrede og hele min lejlighed ryster. Vi samlede hele familien og løb væk. Mange mennesker, meget støv. Vi løb væk fra min bolig. Jeg troede ikke vi ville være væk for altid. Jeg tænkte, det måske ville stoppe efter 2 dage, så jeg tog intet med. Kun det tøj jeg havde på. Der var ingen transport, ingen biler. Vi måtte gå. Vi gik i 3 timer. Jeg ved ikke, hvor mange kilometer. Vi gik til en anden by. Vi vidste ikke, hvor vi skulle gå hen.

Vi havde nogle bekendte, vi kunne være hos i to dage. Bagefter lejede vi et værelse i en kælder. Der var vi i to måneder, men min søn havde astma, så vi blev nødt til at finde en anden bolig. To måneder efter flyttede vi igen. Vi var i den nye bolig i syv måneder. Pludselig kom der bomber. Igen måtte vi flygte. Igen biler ingen, kun mennesker og støv. Vi måtte løbe og gå til et nyt område.
Vi kom til en ny by og var hos bekendte i to uger. Der var mange check-points i den nye by. Soldaterne ville have min mand. De sagde til min mand, at han var imod dem (Assad-regimet). De afhørte ham i mange timer, men til sidst blev han løsladt.

Der var mange forskellige oprørsgrupper. Så skete det igen, men denne gang omvendt. Min mand blev afhørt af oprørsgrupperne, og anholdt for at holde med Assad-regimet. Vi ville kun sikkerhed! Vi var ikke med nogen.
Pludselig ville soldaterne vide, hvor min søns identitetskort var. De begyndte at afhøre ham. Derefter besluttede vi at flytte fra Damaskus.
Vi rejste til Libanon i december 2013. Min mand søgte arbejde, men kunne ikke finde et. Livet i Libanon var meget dyrt, så han besluttede at tage til Europa. Mig og børnene blev i Libanon. Efter tre måneder kom han til Danmark, i februar 2014. Vi måtte blive et år i Libanon. Der havde vi det meget svært. Ingen penge. Ingen fremtid til børnene. Livet i Libanon var ikke så godt. Vi fik penge fra FN til at overleve. Vi boede i en lejlighed med mange familier. Vi havde kun et værelse. Mine børn begyndte at få mange hovedpiner. Mit ældste barn arbejdede for at få penge til os. Han var 14-15 år, og arbejdede i supermarkedet. Gik ikke i skole. Hver dag græd jeg fordi det var en meget svær periode. Jeg begyndte også at få migræne hver dag.
Bagefter kom vi til Danmark, i oktober 2014. Vi fik familiesammenføring. Men vi slapper ikke af.

Da jeg kom til Danmark, var jeg meget glad. Da jeg kom, ville jeg meget gerne lære dansk og integreres her. Fordi jeg skulle begynde et liv igen. Men da jeg kom på sprogskole, kunne jeg ikke lære. Jeg havde mange hovedpiner og mange tanker, men jeg ville virkelig gerne. Reglerne pressede os. Skulle jeg gå til praktik og arbejde, uden at kunne tale dansk? Det gik meget hurtigt. Mange krav. Når man har haft svære oplevelser, har man brug for at få tid til at lære. Det er svært!

Jeg blev færdig med sprogskolen efter et år og otte måneder, men mine børn lærer hurtigt. Jeg går på Voksen Uddannelses Center nu, i 9. klasse. Jeg har en uddannelse fra mit hjemland, men jeg skal starte forfra. Jeg vil gerne arbejde her som lærer eller pædagog, selvom reglerne er meget svære. Jeg tror, der er nogle mennesker, der tror at alle flygtninge er ”dårlige for Danmark”. Måske tror nogle mennesker, at alle flygtninge vil skade Danmark, fordi der er nogle få, der laver ballade i Danmark eller EU. Det er ikke derfor, vi kom. Vi vil bare gerne leve et komfortabelt liv, lære dansk og integreres. Vi vil bare gerne have et job og et godt liv. Men der er også mange danskere, der har hjulpet mig. Frivillige, der står parat til at hjælpe os med alt muligt, både sprog, kultur og praktiske ting. Men det er stadig meget hårdt i Danmark.
Det kræver en open mind.
Jeg skal sørge for, at mine børn og børnebørn kommer ind på en ”god vej”. De skal integreres. Vi skal lære en ny kultur at kende, men vi vil også gerne beholde vores egne traditioner.

Nogle gange synes jeg det er frustrerende. Nogle gange har jeg brug for hjælp. Jeg forstår det ikke. Jeg skal kunne tale godt dansk. Jeg vil gerne have en god uddannelse, men hvornår er det godt nok? Hvornår er jeg klar?
Jeg er uddannet lærer i mit hjemland, og jeg vil også gerne være lærer her. Ikke rengøringsassistent. Unge mennesker lærer hurtigere end mig. Hvornår er jeg klar? Det er svært at forstå systemet her. Jeg er ikke ung, men jeg siger altid ”Jeg skal, jeg skal, Jeg SKAL lære det”.
Men det er fint at det er sikkert her. Nu ved jeg mine børn er ok, og ingen tager min mand. Der er sikkerhed og fremtid. Jeg skal elske Danmark for at fortsætte.

Dublin Core: Language: da Subject: a million stories, denmark, syria, damascus, refugee,