Jeg havde et spændende og godt liv i Syrien. Jeg er uddannet filminstruktør og arbejdede med medier, dubbing til film og tv. Jeg gik på universitetet i Damaskus. Hvis man kommer fra den rette familie eller har den rette forbindelse, så kan man komme på universitetet der, ellers er det svært at få en videregående uddannelse. Jeg arbejdede og arbejdede, det var rart og jeg holdt af mit job. Pludselig startede krigen, og jeg valgte at tage først til Libanon, og så Egypten og var der i 2 år. I Egypten brugte jeg tid på at finde ud af hvordan jeg skulle komme videre til Europa. Flere venner fortalte mig om Europa, hvordan man brugte smuglere til at komme nordpå. I Syrien var det ikke muligt mere at leve et normalt liv, siden 2011. I 2012 var jeg i fængsel to gange, uden grund. Soldaterne tog folk fra gaden og sendte dem i fængsel, alle mænd der gik på gaden. Første gang var det to dage, anden gang 15 dage. Det skete for mange. Vi fandt ud af det ikke længere var sikkert at bevæge sig rundt, selv om det var mit land, hvor jeg har levet hele mit liv, så var det ikke mit land mere. Min familie og jeg kom til Egypten, heldigvis kom vi sammen af sted. Det er svært at leve i Egypten, jeg fandt mig ikke tilpas. Det var fint med at arbejde og tjene penge, men vi følte os ikke sikre.

Det arbejde jeg havde i Syrien var med dubbing og det kan jeg ikke i dag. I Danmark oversættes med undertekster, og jeg forstår ikke dansk sprog så godt at jeg kan lave det samme arbejde i dag. Så, jeg fik praktikplads på Sidesporet, og fik efter noget tid fastansættelse og er nu ansvarlig der. Det er fint, men ikke min drøm, selv om jeg er glad for det og tjener penge til at klare mig selv.

Jeg er blevet taget godt imod i Danmark, både på Sandholm hvor jeg først kom til, de var søde og gav mig hvad jeg manglede. Jeg var så heldig at få opholdstilladelse hurtigt, ventede maks. 2 måneder. Der var ikke så mange syrere dengang, så de fik tjekket op på mine papirer hurtigt og gav mig opholdstilladelsen.

Jeg kom her til Danmark for at være i sikkerhed og for at skabe en ny fremtid. Jeg ved ikke om det bliver muligt at vende tilbage til Syrien, når krigen slutter bliver det meget svært at bygge op igen, og jeg tror ikke det nogensinde bliver som før. Jeg kan godt lide Danmarks infrastruktur og den måde samfundet er bygget op på. Jeg vil gerne bo her og tjene mine penge her, og være her fremover. Her er vand, varme, internet, sikkerhed. Og nu hvor min familie er kommet hertil, så føler jeg mig ekstra tryg og godt tilpas.

I Holbæk da jeg flyttede hertil var det svært alene, jeg kendte ingen. Jeg fik en lejlighed der var helt tom, fik at vide; her er Netto, her er byen, værsgo’. Var meget underligt. Hvis der skete noget med mig eller lejligheden, hvordan skulle jeg så klare den? Hvem skulle jeg kontakte hvis der skete noget? Men danskerne, det er flinke mennesker og jeg bliver behandlet pænt. Vi respekterer hinanden som mennesker, de ser mig ikke som flytning men som en ligeværdig person. På gaden hilser vi, og det er rart. På alle de ID jeg har, står der jeg er flygtning, men jeg ser mig ikke sådan. Det er lidt underligt.

Jeg vil begynde på EUX her efter 9. klasse og videreuddanne mig. Jeg vil gerne arbejde med mennesker, måske noget salg. Jeg er 32 år nu, skal jeg hele vejen gennem universitetet, så er jeg mindst 40 før jeg er færdig og så er jeg blevet for træt. Et sted jeg vil huske er sprogskolen i Holbæk, da jeg kom hertil. Så dygtige og engagerede lærere der gerne ville lære os dansk og om Danmark. De hjælper dig med at finde læge hvis du har brug for det, sikrer sig du er OK og at du er i stand til at lære. De lærere er fantastiske og giver meget mere end hvad de skal. Når vi ser hinanden i dag, så krammer vi, hilser og er glade. Det er de første man som flygtning møder i Danmark, som skal hjælpe os i gang med at integrere os og forstå hele det danske samfund, og vi blev taget imod bedre end jeg kunne have forventet.

Den danske regering behandler flygtninge som om vi er ens – og det er vi ikke. Hvis en person stjæler, så gør de andre det nødvendigvis ikke. Dem som er flygtet hertil er her ikke for at stjæle arbejde, penge, eller nasse. Vi er her for at leve som alle andre, integrere os og ikke leve i et regime med en enerådig præsident.

Jeg lever i dag for at dagen i morgen bliver bedre. Alt jeg havde før krigen er væk. Jeg ser ikke fremtiden som jeg gjorde før. Jeg startede ikke krigen i Syrien, og jeg valgte ikke at flygte, for det var ikke et valg. Selv om bygningerne i Danmark ikke er de samme som i Damaskus, så finder jeg en fremtid her, det har jeg valgt. Alle dem jeg arbejdede med er væk fra Syrien i dag. De er spredt ud i hele verden, og de skal også lære at leve på ny som jeg skal.

Os syrere, vi er tætte som familie. Der er jeg heldig at have min familie her, ellers ville jeg slet ikke få livet til at give mening. Meningen er at vi skal være i sikkerhed sammen, og passe på hinanden. Det var hårdt at vente på mine forældre mens jeg var her og de stadig var i Egypten. Blev de angrebet, eller var der bombeangreb? Vi forsøgte at holde kontakten hele tiden, indtil de kom hertil. Heldigvis bor de nu også i Holbæk, tæt på mig.

Når jeg nu har travlt med job og skole, så går tiden hurtigt, og det er godt. Så får jeg ikke tænkt så meget på hvad der er sket. Dagene går hurtigt, og der er ikke tid til at tænke på fortiden. Turen mellem Egypten og Italien, det var meget hårdt. Det tog 10 dage, selv om vi fik at vide det tog måske 5-6 dage, og der var ikke nok mad til os på båden. Vi ankom til det vi så som en drøm. Vi kom væk! Ingen smider bomber over dig, ingen arresterer dig. Turen over middelhavet, der optog jeg nogle klip med min telefon. Jeg vil gerne bruge det til en dokumentar på et tidspunkt, men igen, det er svært når hele det hold jeg havde med mig i Syrien nu er spredt ud over hele verden.